Frivillig ildsjæl i mere end 50 år !

(Publiceret 13 august 2018)

 

Jens Kristensen har været frivillig, siden han var 17 år gammel. Nu er han 69 og arbejder stadig som frivillig i SGI håndboldklub på mere end fuldtid. Han er derfor blevet kåret som Hverdagens Helt for sit virke i klubben.

Esbjerg: I 1996 var Jens Kristensen med til at starte en ny håndboldskole. Hans søn og sønnens venner ville gerne træne håndbold, og sådan startede eventyret. I dag, 22 år senere, findes håndboldskolen stadig, og den har været i gang alle årene. 2761 børn har været med.

Den 6.-10. august blev der atter afholdt DHF håndboldskole, men der blev ikke kun spillet håndbold. Børnene var også forbi svømmestadion og legeland, og der blev spillet rundbold og givet den gas på strandhåndboldbanen.

180 børn mellem 8-12 år deltog, og på hjemrejsedagen fik Jens Kristensen udleveret diplomet for Hverdagens Helt 2018, mens en træner på håndboldskolen tilknyttede et par fine ord.

- Det var overraskende - det havde jeg ikke lige regnet med, siger Jens Kristensen.

Han har været frivillig, siden han var 17 år gammel. Han kender ikke til andet. Kort før sin 19 års fødselsdag fik han dommerkort, og i år har han 50 års jubilæum som håndbolddommer. Han dømmer stadig håndboldkampe i dag, og han er frivillig på fuldtid i SGI håndboldklub. Måske endda mere end fuldtid, hvis man spørger hans hustru Kirsten Kristensen.

En lang karriere
10 år gammel begyndte Jens Kristensen selv at spille håndbold. For fem år siden lagde han dog bolden på hylden, men nyder stadig at bruge timevis i håndboldklubben og på sommerens håndboldskole.

- Det er sjovt at være med på håndboldskolen. Jeg kender næsten alle børnene. Mange af dem har været med tidligere år, og jeg kender flere af deres forældre og bedsteforældre, siger han.

I klubben laver han blandt andet administrativt arbejde, lægger træningsplaner, dømmer kampe og er næstformand i bestyrelsen. For Jens Kristensen er det lige så meget fællesskabet, der fylder og betyder noget, som det er håndboldspillet i sig selv. Han er heller ikke i tvivl om, at børnene nyder at være på håndboldskole, og mange kommer igen flere år i træk.

Udover de mange frivillige timer i SGI håndboldklub og på DHF håndboldskole er Jens Kristensen også med i styregruppen til Vesterhavscup. Her har han også været med siden begyndelsen lige som sin hustru, som dog trak sig for to år siden.

Fremtiden i klubben
Til maj næste år fylder Jens Kristensen 70 år. Han har planlagt at trappe meget ned med timerne i klubben til den tid.

- Men det er jo ikke første gang, jeg siger det, siger han.

Noget af det, han sætter pris på ved at være frivillig, er, at han kender rigtig mange mennesker i området.

- Jeg får altid et klap på skulderen, når jeg møder folk, siger han.

Men selv hvis Jens Kristensen ender med at trappe ned i timer, bliver han ikke glemt i klubben. Kenneth Lindeman har været træner og holdleder i klubben de sidste 10 år, og han sætter stor pris på Jens Kristensens hårde arbejde.

- Jens har altid været her. Han er uundværlig. Han arrangerer kampe, booker haller og dommere for alle hold og er med i bestyrelsen. Jeg tør ikke tænke på, når han en dag stopper, siger han.

Yderligere information